Når livet får mening; i 13 nemme trin
Det var lidt af en overraskelse for mig at komme til verden, der var jo ikke nogen der havde forberedt mig på at der var mere udenfor den trange og fugtige etværelses “lejlighed” jeg startede i.
Mine forældre der gav mig tryghed og varme, støbte dermed fundamentet mit liv bygger på.
Min første ven og min første kæreste udvidede min verden med smukke spændende, og ukendte følelser.
Min mormor og morfar viste mig at jeg kunne være elsket af andre end mine forældre, og gav mig dermed endnu et sikkert ståsted i tilværelsen.
De første dødsfald blandt familie og venner gjorde tiden vi har til rådighed til noget afgrænset, og lærte én hvad afsavn er for en størrelse.
At flytte hjemmefra og for første gang tage ansvaret for sit eget liv.
At blive gift 1.ste gang mens man stadig er overbevist om at man kan stole på hvad man lover et andet menneske, og på hvad det menneske lover én.
En bilullykke hvor ingen logik kan forklare hvordan man overlevede når andre døde, og man efterlades med følelsen af, at man har fået forlænget livet, og at man derfor bør bruge det til noget godt.
At møde sin sjæleven, sin lige, sine venner, sin mage.
Mirakler i form af børn man har skabt med lige dele kærlighed, lige dele dråber af sjælen. Små vidundere der giver livet mening og masser af kærlighed, koblet med et frygtindgydende, men vidunderligt ansvar.
At forstå sine forældre, hvad de har kæmpet med og for, at opdage det hele på ny som voksen.
Anerkendelse fra sine omgivelser, både for sin faglighed og sine menneskelige værdier.
Muligheden for dagligt at gøre noget godt for sine medmennesker, og flytte noget hos dem man omgås i hverdagen- bidrage i det små til at livet på denne smukke kugle bliver en lille smule bedre for os alle.
(der er jo ikke så mange steder at løbe hen på en kugle, så vi kan lige så godt få det bedste ud af det i fælleskab)